Silkeborgcom's Blog


Se stedet ved Silkeborg, hvor Kaj Munk blev myrdet
10/01/2014, 14:46
Filed under: Attraktioner, Silkeborg

2

I dag passerer der ikke mange biler her. Langt de fleste bilister vælger i stedet den nye motorvej, der går tæt på. Så kun få ser granitkorset, der står i vejsiden. Men tidligere var vejen en del af den befærdede hovedvej fra Ringkøbing over Silkeborg til Århus. Her kom en vinterdag tidligt i januar 1944 en bil kørende med 6 mænd i. Ved Hørbylunde vest for Silkeborg standsede bilen og en af mændene blev beordret ud. I det han trådte ud, blev han skudt ned på klods hold.  De øvrige mænd efterlod en seddel på liget – ”Du Svin har alligevel arbejdet for Tyskland” stod der på ubehjælpsomt dansk. Så satte de sig ind i bilen igen og fortsatte mod Gestapos hovedkvarter i Århus.

3

Manden, der blev skudt hed Kaj Munk. Han var kendt af stort set alle danskere – både som forfatter til adskillige skuespil og som en ivrig debattør. Hans meninger var til tider ganske markante. I 30’erne havde han givet udtryk sin uforbeholdne beundring for den italienske diktator Mussolini og for de ting, der skete i Tyskland efter nazisternes magtovertagelse. Men efter at Danmark først var blevet besat af tyskerne i 1940, og især senere, da den danske regering i 1943 valgte at gå af, ændredes hans sympatier markant.

På grund af pressecensuren kunne Kaj Munk ikke udtrykke sin kritiske holdning til besættelsesmagten i aviser. Hans platform blev i stedet prædikestolen i Vedersø Kirke, hvor mange mennesker hver søndag samledes for at høre Munks prædikener, der blev ivrigt citeret i de illegale blade. De fik større og større udbredelse, efterhånden som de etablerede mediers muligheder for at viderebringe sandheden blev stadigt mindre.

For Kaj Munk blev situationen blev efterhånden kritisk. Han var udmærket klar over, at han havde tyskernes fulde bevågenhed, men det fik ham ikke til at moderere sine udtalelser. Tvært imod: Nytårsdag 1944 holdt han sin hidtil skrappeste prædiken, hvor han ikke alene kritiserede den tyske besættelsesmagt, men også de danskere, der arbejdede for dem – han kaldte direkte, det de gjorde for ”landsforræderisk færd”. Kaj Munk fortalte også sin menighed, at han godt var klar over, at han var i fare. Ofte lå han om natten og ventede på, at tyskerne skulle komme og hente ham. Og han kom ikke til at vente længe.

Den 4. januar ankom en bil med 5 mænd til præstegården i Vedersø, hvor Kaj Munk boede. De præsenterede sig som betjente fra kriminalpolitiet, og Munk fik besked på at følge med til afhøring. Han fulgte med ud i bilen, der kørte afsted mod Århus. Men ved Hørbylunde Bakke standsede den op, og Munk blev beordret ud.

Det er nu 70 år siden, at en forbipasserende cyklist en tidlig morgen fandt liget af Kaj Munk i grøften ved Hørbylunde. Det var ganske åbenlyst at han var død, men liget blev alligevel kørt til sygehuset i Silkeborg, hvor lægerne blot kunne konstatere, at døden var indtruffet takket være tre pistolskud affyret på klods hold.

Munk blev ført hjem til Vedersø Kirke, hvor han blev begravet under deltagelse af flere hundrede mennesker. Han fik hurtigt status som national martyr og blev et samlende symbol for modstandskampen.

4

Ved Hørbylunde Bakke rejste anonyme personer et primitivt trækors på stedet, hvor Kaj Munk blev myrdet. Korset blev fjernet umiddelbart efter, men et nyt blev sat op i stedet – stadigt af anonyme personer. Det gentog sig flere gange i besættelsens forløb, men hver gang blev et nyt kors sat op.

På 10-års dagen, i 1954, blev der på stedet opsat et smukt granitkors, udført af billedhuggeren Jens Peter Junggreen Have. Ved korset er der altid blomster – og det har der været siden 1944. Det er ikke nogen offentlig myndighed, der står for det, men private personer på eget initiativ.

1

Fra området omkring korset går der i øvrigt en vandresti, så besøgende kan gå en tur ud og nyde synet af de smukke lyngklædte bakker.

Hovedvejen Ringkøbing-Silkeborg-Århus er i dag flyttet ud på den nye midtjyske motorvej. Men det er værd at tage en afstikker ind til Hørbylunde og mindes en af de mest dramatiske begivenheder under besættelsen – en begivenhed, der fik afgørende betydning for den danske modstandsvilje mod den tyske besættelsesmagt.



Gudenåen – Danmarks eneste flod
14/11/2013, 18:00
Filed under: Attraktioner, Silkeborg

1-Gudenåens udspring

Gudenåen er Danmarks længste å. Det er også Danmarks eneste flod. Den bruges som transportvej – i gamle dage for gods – i dag mest for turister, som fiskevand, til at producere elektricitet, som rekreativ aktivitet for kano-roere – og meget andet. Og langs med åen finder du en stribe spændende attraktioner:

2-Badeland

Lige ved siden af Gudenåens udspring lå Danmarks første badeland. Og du kan stadig se resterne af det. I 1930’erne byggede en driftig lokal mand både store svømmebassiner og en børnepool, der blev fyldt med vand, direkte fra Gudenåen. Der var også både vandrutschebane, vipper, omklædningsrum og en cafe til de besøgende. Stedet blev et yndet udflugtsmål og det vrimlede med liv her om sommeren. Men efter en drukneulykke i 1947 blev badelandet lukket. I dag ligger bare de tomme forvitrede betonbassiner tilbage som et spændende minde om det, der engang var en populær turistattraktion.

3-Jernbanebro

Det, der engang var en kæmpestor jernbanebro over Gudenå, ligger i dag begavet under jorden.  Og hvis du cykler af Naturstien Horsens-Silkeborg kører du lige over den. Ved Vestbirk førte en 15 meter høj gitterbro jernbanen over Gudenåen. Men i 1929 valgte man, i stedet for at udvide broen, da jernbanen skulle ombygges fra smalsporet til normal sporbredde, at bygge en dæmning over åen. Men broen ligger stadig inde i dæmningen – og kan engang til sin tid graves frem af arkæologer.

4-Fiskeri

I dag giver lystfisker-turisme gode indtægter til Gudenå-området. Men i middelalderen var det klostrene langs åen, der tjente godt på fiskeriet. Faktisk så godt, at de fromme munke på klostrene ind i mellem kom op og toppes om fiskerettigheder. Bl.a. på strækningen mellem Mossø og Salten Ås udløb i Gudenåen, hvor både Øm og Vissing klostre havde store ålegårde, dvs. afspærringer af åen, hvor fisk blev opfanget. Salg af fisk gav store indtægter til klostrene, især i den katolske fastetid på 40 dage omkring fastelavn, hvor det ikke var tilladt at spise kød.

5-Dynæs

En kongedatter måtte ikke få sin udkårne prins for sin far. Men prinsen røvede datteren og de stak begge af til hest, skarpt forfulgt at kongen og hans mænd. Da prinsen prøvede at undslippe over en å, druknede både han og kongedatteren. Det dramatiske sagn knytter sig til voldstedet Dynæs ved Gudenåen – hvor der faktisk har stået en kongeborg. Du kan besøge voldstedet – og læse mere om den dramatiske historie her: http://bit.ly/HwfnLN

6-Svostrup Kro

”Pramdragere” kaldte man de hårdføre mænd, der i 1800-tallet trak de store last-pramme op ad Gudenåen – mod strømmen – på strækningen mellem Randers og Silkeborg. Det var rigtig hårdt arbejde, så pramdragerne havde brug for at få noget at styrke sig på undervejs. Derfor opstod der ”pramdragerkroer” bl.a. i Ans, Kongensbro, Svostrup og Resenbro. Den ældste af dem er Svostrup Kro fra 1834. Den eksisterer stadig i bedste velgående og er i dag en hyggelig kro, hvor du kan få en glimrende frokost – eller en overnatning – lige ved Gudenåens bredder.

7-Pramdragere

En gang var Gudenåen næsten en ren ”vand-motorvej”. Før jernbanen kom til Silkeborg i 1871 blev hovedparten af alt det gods, der skulle fragtes til og fra byen, sejlet på store pramme ad Gudenåen til Randers. Da pramfarten var på sit højeste i 1860’erne, blev åen befærdet af op mod 200 pramme, hvoraf alene de 80 gik i fast rutefart mellem Silkeborg og Randers. Senere faldt trafikken markant, men fortsatte dog i mindre målestok, indtil byggeriet af Tangeværket i 1920 definitivt satte en stopper for pramfarten.

8-Tangeværket2

Gudenåen kan bruges til meget – også til at producere strøm. Siden 1921 har Tangeværket ved Bjerringbro produceret miljørigtig energi, der overhovedet ikke forurener. Da værket blev etableret, dækkede el-produktionen over 20 % af Jyllands strømforbrug. I dag leverer værket strøm til, hvad der svarer til 3.000 husstandes forbrug. Ud over Tangeværket producerer også Vestbirk Vandkraftværk syd for Mossø elektricitet ved hjælp af vandkraft fra Gudenåen – dog ikke i helt de samme mængder som ”storebror” ved Bjerringbro.

9-Flod

Vidste du, at Gudenåen er Danmarks eneste flod ? Og nej, det er ikke fordi, at det er landets længste vandløb – og det har heller ikke noget med vandmængden at gøre. Det er fordi, at der er fundet en døgnflue ved åen. Og den slags lever kun ved floder. Ergo må Gudenåen være en flod. Forskere har også bl.a. fundet vårfluelaver og forskellige andre insekter, der ifølge biologibøgerne kun lever ved floder. Så den er god nok. Men indtil videre er der nu ikke nogen, der har prøvet at ændre vandløbets navn til GudenFLODEN. Og det sker nok heller ikke.



Høgdal – langt ude i skoven ligger der – en lille bondegård
10/10/2013, 16:28
Filed under: Attraktioner, Silkeborg

1

Man føler sig næsten sat tilbage til Emil fra Lønnebergs tid, når man besøger Høgdal. Og det er ikke helt forkert. For ikke meget er forandret her siden begyndelsen af 1900-tallet.

Høgdal er en gammel 4-længet bondegård, der ligger ved Salten Skov syd for Silkeborg. Den var i mange år ejet af et par ugifte brødre, der drev den fuldstændigt som deres forældre havde gjort. Og de brugte ikke penge på nymodens forbedringer. For hvorfor dog f.eks. lægge vand ind på gården, når man sagtens kunne hente det ved en kilde lige i nærheden ?

2

I dag er det Naturstyrelsen der står for driften af Høgdal, og året igennem sørger en stribe frivillige medarbejdere for, at der er masser af aktiviteter her, som alle kan komme og opleve.

Høgdals historie går helt tilbage til 1796. Her blev gården bygget, og den gik senere i arv fra far til søn i fem generationer. Familierne på gården ernærede sig dels ved at drive landbrug og dels ved fremstilling af træsko. For jorden i området var meget mager og gav et ringe udbytte. Så det kunne meget bedre betale sig, at udnytte træet fra de tætte Silkeborg-skove til at lave træsko, der solgtes i store mængder rundt omkring på markeder over hele landet.

3

I 1927 overtog brødrene Jens og Peder Jensen gården efter deres forældre. Og de blev boende her – alene – til deres død i 1970’erne. De forsøgte sig i en periode med kvindelige husholdere, men de gav hurtigt op overfor de – mildt sagt – sparsommelige brødre, der ikke så nogen grund til at indlægge moderne bekvemmeligheder som lys og vand. Derfor står gården i dag da også næsten som da brødrene overtog den – der er ikke lavet meget om.

Den uhyre sparsommelighed – andre ville måske kalde det nærighed – betød, at brødrene sad rigtig godt i det rent økonomisk. Så de opkøbte gradvist skovområder rundt om ejendommen og brugte bl.a. træet i deres træskoproduktion. Desuden drev de handel med varer og antikviteter – og gav sig sågar af med at låne penge ud. Men selvom de altså havde råd til det, så brugte de nødigt penge på sig selv. Stuehuset var således blot varmet op med en gammeldags brændeovn – så brødrene sov sammen i en stor dobbeltseng for at holde varmen.

5

Høgdal er i løbet af sin lange historie bygget op og revet ned igen i flere omgange – ganske som man gjorde på landet, efterhånden som bygningerne blev nedslidte, eller man fik råd til at udbygge. Så efterhånden voksede den til en 4-længet gård. Den ældste længe er fra ca. 1810. Stuehuset er fra 1889 og det eneste, der er grundmuret – de 3 øvrige længer er med bindingsværk. Her er der bl.a. indrettet værksteder, huggehus og vaskehus.

4

Lige i nærheden af stuehuset kan du stadig se den kilde, hvorfra brødrene hentede vand.

Jens og Peder døde i henholdsvis 1972 og 1976, og da de ikke havde nogen arvinger, overgik gården til staten. På grund af dens helt unikke historie, er den blevet bevaret, som den så ud i brødrenes tid.

6

Du kan opleve Høgdal i fuld aktivitet flere gange i løbet af året. Der er både ”Store bagedag”, hvor der fyres op i gårdens gamle bageovn, ”Æbledag”, når æblernes høstes, ”Høstfest”, når kornet er bragt i hus og flere andre arrangementer. Desuden er der gratis rundvisninger sommeren igennem.

Læs mere her: www.hogdal.dk



Sådan fik Silkeborg sit navn
17/09/2013, 11:29
Filed under: Silkeborg

Silkeborg3

Hvorfor kom Silkeborg til at hedde – Silkeborg ? Har det måske noget at gøre med silke-stoffer – og hvordan er de blevet sat i forbindelse med den midtjyske by – hvis det altså er sådan, det hænger sammen ?

Der er den gode forklaring – og så er der den rigtige.

Den gode forklaring handler om den agtværdige Århus-bisp – bisp Peder. Han havde besluttet at bygge en borg et sted i Midtjylland, men kunne ikke blive enig med sig selv om præcist, hvor den skulle ligge. En dag, da han var ude og sejle på Silkeborg Langsø blæste det op, og vinden tog hans høje silke-bispehue og blæste den i vandet. Peder så det som et tegn fra oven og besluttede, at der hvor silkehuen drev i land, ville han bygge borgen og kalde den ”Silke-borg”.

Unægtelig en meget underholdende historie – men den er desværre ikke sand. Vi ved fra skriftlige kilder, at Århus-bisperne fik foræret den allerede eksisterende borg i 1414. Desuden har dendrokronologiske undersøgelser – dvs. undersøgelser af åreringe på rester af træ – dokumenteret, at den første borg på stedet blev bygget i 1385. Så det var altså ikke Bisp Peder, der var bygmesteren. Det var derimod en lokal adelsmand, Erik Mus.

Silkeborg4

Faktisk er den rigtige forklaring knapt så fantasifuld. Sandsynligvis er ”silke” afledt af det nordiske ord ”selja”, der betyder noget i retning af ”stillestående vand”. Så ”Silkeborg” er altså, ifølge denne forklaring, ”borgen ved det stillestående vand”, hvilket passer meget godt med, at den lå ud til Silkeborg Langsø.

Uanset hvilken forklaring man vælger, så har byen Silkeborg fået sit navn fra borgen.

Men modsat mange andre steder, så voksede der ikke en by op omkring borgen. Faktisk lå den forholdsvist øde, med få omgivne bygninger, indtil den blev raget ned i slutningen af 1600-tallet. Byggematerialer herfra blev i 1767 brugt til at opføre Silkeborg Hovedgård – en mindre herregård. Men også den lå ensomt, indtil papirfabrikant Michael Drewsen i 1844 besluttede at bygge en papirfabrik i området. Først da kom der gang i byvæksten, og byen Silkeborg blev officielt etableret i 1846, da den fik status som Kgl. Privilegeret Handelsplads.

(Illustrationerne til artiklen viser to billeder af maleren Carl Forup, der hænger i den tidl. byrådssal på Det Gl. Rådhus på Torvet i Silkeborg. Det ene viser sagnet om bisp Peder, hvis silke-bispehue blæser af i Silkeborg Langsø, det andet bispens indvielse af det nybyggede slot. Ingen af billederne er desværre historisk korrekte.)



Silkeborg – cyklernes by
11/07/2013, 13:57
Filed under: Silkeborg

1-1

Silkeborg er kendt som ”bilernes by”. Men det er mindst lige så meget ”cyklernes by”. For over alt i området finder du gode cykelruter – og mange af dem går igennem smukke og varierede naturområder. Det skyldes bl.a., at Silkeborg engang faktisk også var ”jernbanernes by”. Du kunne køre med tog fra Silkeborg og ud i alle verdenshjørner. Men efterhånden som bilismen vandt frem blev mange jernbaner nedlagt. Det viste sig, på længere sigt, at komme cyklisterne til gode. For en stribe af de nedlagte jernbaner er nu blevet omdannet til cykelstier.

Som cyklist kan du med fordel køre på ”bane-stierne”. Dels er der ikke nogen biltrafik og dels har de tidligere jernbanestrækninger den fordel, at alvorlige stigninger er jævnet ud, sådan at du undgår at skulle op af stejle bakker.

2

Silkeborg-Horsens-jernbanen blev lukket i 1968 og omdannet til natursti. Dog minus ca. 5 km. mellem Vrads og Bryrup, hvor der stadig kører veterantog på de gamle skinner. Men ellers kan du cykle på resten af strækningen, der oven i købet er blevet asfalteret.

Turen fra Silkeborg til Horsens går gennem en del af ”Det Midtjyske Søhøjland”, der er noget af det mest varierede natur i Danmark. Du passerer skove, søer og store hedearealer – og over smukke ådale. Undervejs på turen kører du bl.a. tværs over Salten Ådal på det, der i sin tid var Danmarks længste jernbanedæmning. Lige nord for den kører du igennem Danmarks længste jernbane-gennemskæring, hvor jernbanearbejdere i sin tid, med skovl og trillebør, måtte grave en lang slugt for at føre jernbanen ned til ådalen.

Lidt sydligere, ved Træden Skov før Vestbirk, passerer du over en begravet bro. Her førte Nordeuropas højeste gitterbro i sin tid jernbanen over Gudenåen. Da banen i 1929 blev ombygget fra smalsporet til normalsporet valgte man – i stedet for at udvide broen – helt bogstavelig talt at begrave den i en dæmning over åen.  Men broen står der altså stadigvæk – inde i dæmningen.

3-1

Fra Silkeborg gik indtil 1971 – både mod nordøst og sydvest – ”Den Skæve Bane”. Banen strakte sig tværs ned gennem Jylland fra Randers og ned til Esbjerg. Strækningen nordøst på ,mellem Silkeborg og Laurbjerg, er ad flere omgange blevet omdannet til natursti. I dag er hele strækningen asfalteret. Undervejs, på vej ud af Silkeborg, kører du bl.a. igennem den fredede Gudenådal og videre gennem den mindst lige så smukke Gjern Ådal. Nord for Laurbjerg fortsætter ruten til Langå og videre på den sidste etape op mod Randers. Her går ruten på et stykke af turen på den gamle træksti langs med Gudenåen, hvor pramdragere i slutningen af 1800-tallet trak store pramme med fragt fra Randers og op ad Gudenåen mod Silkeborg.

Fra Silkeborg går ”Den Skæve Bane” også i den modsatte retning mod sydvest. Her er strækningen fra Funder til Grindsted i dag omdannet til natursti. Fra Funder Station går den første etape mod vest igennem den smukke smeltevandsdal Funder Ådal. Siden drejer den, via en sidedal, mod syd mod Hjøllund og videre mod Grindsted.

4

Sidste skud på stammen af cykelstier på nedlagte jernbaner er strækningen Silkeborg-Lemming på den gamle Silkeborg-Kjellerup-Rødkærsbro jernbane. Jernbanen lukkede i 1968 og sporarealet fik så lov til at stå i mange år, så det efterhånden groede til flere steder. Kun en lille del af strækningen mellem Øster Bording og Skægkær, blev udlagt til sti. Men nu er hele strækningen mellem Silkeborg og Lemming blevet asfalteret, og du kan cykel en tur gennem et typisk østjysk landbrugsland med små landsbyer undervejs. Stien stopper indtil videre ved Lemming. Herfra kan du evt. fortsætte på offentlig vej og køre rundt om den smukke Hinge Sø, før turen går tilbage til Silkeborg igen.



Prøv at lave papir til en pengeseddel
28/04/2013, 20:48
Filed under: Attraktioner, Silkeborg

Plovmand1

En gang blev alle ”plovmænd” trykt på specielt håndlavet papir fra Silkeborg. Du kan stadig se, hvor papiret blev lavet – og endda få lov til at prøve selv.

En plovmand var en dansk 500 kr.-seddel med et billede af en mand, der gik bag et par heste og pløjede. For at sikre slidstyrke – og ikke mindst for at gøre det svært at lave forfalskninger – skulle sedlerne trykkes på papir af en høj kvalitet. Så i over 50 år blev alle danske 500 kr.-sedler lavet på håndgjort papir fra Silkeborg Papirfabrik.

Nu er det mange år siden, at fabrikken lukkede, og produktionen af håndgjort papir blev indstillet. Men en del af de gamle fabrikslokaler er indrettet til museum, og her kan du både se – og selv prøve – at lave papir, som man gjorde det i gamle dage.

Plovmand2

Oprindeligt blev de danske pengesedler trykt på papir, der var produceret i Sverige. Men i begyndelsen af 1900-tallet ville Nationalbanken gerne have startet en dansk produktion. At det blev i Silkeborg var ikke tilfældigt.  Her havde man siden 1899 haft en omfattende produktion af håndlavet papir. Det var stærkere end det maskinproducerede og vanskeligere at forfalske – altså ideelt til pengesedler.

Papirmagerne måtte dog først prøve sig frem for at finde frem til den bedst egnede papirtype til formålet. F.eks. gav det i starten kroniske problemer, at papiret blev tørret i en tørremaskine, fordi det under tørringen slog sig. I stedet fandt man en metode, hvor papirarkene blev hængt op og tørrede ved lave temperaturer.

I 1906 var man så klar, og startede i første omgang en produktion af papir til islandske pengesedler. Og i 1910 fulgte så produktionen af papir til de danske sedler. Den foregik i en helt nyopført bygning på fabriksområdet, kaldet ”Seddelfabrikken”. Nationalbanken havde, bl.a. af sikkerhedshensyn, krævet, at produktionen skulle foregå i en særskilt bygning.

Seddelfabrikken1

Seddelfabrikken kan stadig ses, og den er bl.a. karakteristisk med sine smukke dekorationer med motiver fra de danske pengesedler.

Seddelfabrikken2

Selve produktionen af det håndgjorte papir foregik ved ”bøtter”, dvs. store kar med papirmasse. Til at begynde med arbejdede man i Seddelfabrikken ved fire bøtter, men det blev senere udvidet til otte. En kort overgang under besættelsen måtte man endnu tage yderligere 2 bøtter i brug for at efterkomme efterspørgslen.

Ved hver bøtte arbejdede der tre voksne papirmagere og to ungarbejdere. To af papirmagerne øste hver en gang i karret med papirformen. Herefter blev papirarket trykket af på et stykke filt af den 3. papirarbejder – kaldet ”gauskeren”. De 2 ungarbejdere sørgede så for at fjerne filten med papiret og stable det og køre det til tørring. Da produktionen var på sit højeste arbejdede der 40-50 mænd i øselokalet.

Hele arbejdet var i øvrigt omgivet af omfattende sikkerhedsforanstaltninger, og det var kun Seddelfabrikkens faste medarbejdere, der måtte komme her.

Produktionen af papir til de danske pengesedler fortsatte på Silkeborg Papirfabrik frem til 1958. Dog blev papiret til ”plovmændene”, altså 500 kr. sedler, fortsat produceres i Silkeborg frem til 1962.

Plovmand3

Omtalte ”plovmænd” havde i øvrigt en helt særlig tilknytning til Silkeborg. For det var nemlig en silkeborgenser, der stod model til manden, der går bag den hestetrukne plov.

500 kr. sedlen blev tegnet af maleren Gerhard Heilmann, der fandt motivet under et besøg hos sin farbror, der var landmand. Han havde en ung karl ansat på sin gård, den dengang 16-årige Ernst Boock, og han var i gang med pløjningen, da Hellmann var på besøg. Da maleren så det, skyndte han sig at lave en skitse af den unge mand under arbejdet.

Ernst Boock bosatte sig senere i Silkeborg, hvor man så kunne være stolte af at have et bysbarn, der var model til et af de mest kendte motiver i dansk kulturhistorie.

Papirmuseet

Skulle du være blevet fristet til selv at forsøge dig som papirmager, så er muligheden der på Papirmuseet Bikuben i Silkeborg, der er indrettet i en del af den tidligere Silkeborg Papirfabrik. Her kan du – under kyndig vejledning – selv prøve at lave et ark papir med vandmærker, efter samme princip, som de gamle papirmagere anvendte. Bagefter får du et lignende, tørt ark med hjem.

Men lad nu være med at falde for fristelsen til at lægge det i en fotokopimaskine og forsøge at lave dine egne 500 kr. sedler. Det er ulovligt – og nutidens seddelpapir er, trods alt, mere avanceret en den ellers fine kvalitet, som papirmagerne i Silkeborg i mange år producerede.



Ulven er vendt tilbage til Silkeborg
12/02/2013, 12:50
Filed under: Silkeborg

Ulv3

Der er øjensynlig igen kommet ulve til Silkeborg-området. Flere vidner har set noget, som de helt sikkert mener, var en ulv ved Bryrup syd for Silkeborg. Og fund af dyrespor i sneen synes at bekræfte, at der faktisk har været tale om en indvandret ulv.

Hermed er ulven vendt tilbage til Silkeborg-området, som måske er det sted i landet, hvor ulvene sidst blev udryddet. For selv om den sidste ulv i Danmark officielt blev skudt i 1813 ved Hjerl Hede, så dræbte to soldater angiveligt to angribende ulve ved Troldhøj ved Gjern Bakker nordøst for Silkeborg så sent som i 1864. Soldaterne måtte, ifølge deres egne udsagn, forsvare sig mod ulvene med skud og bajonet-hug, da de blev angrebet. Historien er ikke bekræftet af uvildige kilder. Men man ved, at der levede ulve i skovene umiddelbart øst for Silkeborg i hvert fald op til begyndelse af 1800-tallet.

Ulv8

I 1700-tallet blev ulvene betragtet som noget af en plage af lokalbefolkningen, og de havde ry for at være glubske dyr, der bl.a. angreb og spise husdyr. Man lavede derfor bl.a. ulvefælder, hvor man gravede et dybt hul, der blev dækket til med grene og kviste, og hvori der blev anbragt en ”madding” i form af et dødt dyr, der kunne trække ulvene til. Desuden fik dygtige jægere en dusør af skovrideren, når de kunne forevise et afhugget ulveben, som bevis på, at de havde nedlagt et af de foragtede dyr. Du kan stadig finde spor af ulvefælderne i skovene ved Silkeborg, bl.a. ved Gl. Rye. Her vidner et fire meter bredt og – i dag – et meter dybt hul om, at der her har været ulve. Hullet var oprindeligt dybere, og har en ulv været så uheldig at falde heri og ikke har kunnet komme op, er den – på noget brutal vis – blevet spiddet ihjel af lokalbefolkningen, når de har opdaget, at der var noget i fælden.

Ulv5

At der har været mange ulve ved Silkeborg kan du i øvrigt også stadigvæk se i dag af de mange stednavne, der rummer noget med ”ulv” – f.eks. Ulvsø, Ulvemose, Ulvenæs, Ulvslugt, Ulvedal, Ulvehoved og Ulvhøj.

Så ingen tvivl om, at ulven har sat sit præg på området. Og hvem ved – det kommer den måske til igen —