Silkeborgcom's Blog


Høgdal – langt ude i skoven ligger der – en lille bondegård
10/10/2013, 16:28
Filed under: Attraktioner, Silkeborg

1

Man føler sig næsten sat tilbage til Emil fra Lønnebergs tid, når man besøger Høgdal. Og det er ikke helt forkert. For ikke meget er forandret her siden begyndelsen af 1900-tallet.

Høgdal er en gammel 4-længet bondegård, der ligger ved Salten Skov syd for Silkeborg. Den var i mange år ejet af et par ugifte brødre, der drev den fuldstændigt som deres forældre havde gjort. Og de brugte ikke penge på nymodens forbedringer. For hvorfor dog f.eks. lægge vand ind på gården, når man sagtens kunne hente det ved en kilde lige i nærheden ?

2

I dag er det Naturstyrelsen der står for driften af Høgdal, og året igennem sørger en stribe frivillige medarbejdere for, at der er masser af aktiviteter her, som alle kan komme og opleve.

Høgdals historie går helt tilbage til 1796. Her blev gården bygget, og den gik senere i arv fra far til søn i fem generationer. Familierne på gården ernærede sig dels ved at drive landbrug og dels ved fremstilling af træsko. For jorden i området var meget mager og gav et ringe udbytte. Så det kunne meget bedre betale sig, at udnytte træet fra de tætte Silkeborg-skove til at lave træsko, der solgtes i store mængder rundt omkring på markeder over hele landet.

3

I 1927 overtog brødrene Jens og Peder Jensen gården efter deres forældre. Og de blev boende her – alene – til deres død i 1970’erne. De forsøgte sig i en periode med kvindelige husholdere, men de gav hurtigt op overfor de – mildt sagt – sparsommelige brødre, der ikke så nogen grund til at indlægge moderne bekvemmeligheder som lys og vand. Derfor står gården i dag da også næsten som da brødrene overtog den – der er ikke lavet meget om.

Den uhyre sparsommelighed – andre ville måske kalde det nærighed – betød, at brødrene sad rigtig godt i det rent økonomisk. Så de opkøbte gradvist skovområder rundt om ejendommen og brugte bl.a. træet i deres træskoproduktion. Desuden drev de handel med varer og antikviteter – og gav sig sågar af med at låne penge ud. Men selvom de altså havde råd til det, så brugte de nødigt penge på sig selv. Stuehuset var således blot varmet op med en gammeldags brændeovn – så brødrene sov sammen i en stor dobbeltseng for at holde varmen.

5

Høgdal er i løbet af sin lange historie bygget op og revet ned igen i flere omgange – ganske som man gjorde på landet, efterhånden som bygningerne blev nedslidte, eller man fik råd til at udbygge. Så efterhånden voksede den til en 4-længet gård. Den ældste længe er fra ca. 1810. Stuehuset er fra 1889 og det eneste, der er grundmuret – de 3 øvrige længer er med bindingsværk. Her er der bl.a. indrettet værksteder, huggehus og vaskehus.

4

Lige i nærheden af stuehuset kan du stadig se den kilde, hvorfra brødrene hentede vand.

Jens og Peder døde i henholdsvis 1972 og 1976, og da de ikke havde nogen arvinger, overgik gården til staten. På grund af dens helt unikke historie, er den blevet bevaret, som den så ud i brødrenes tid.

6

Du kan opleve Høgdal i fuld aktivitet flere gange i løbet af året. Der er både ”Store bagedag”, hvor der fyres op i gårdens gamle bageovn, ”Æbledag”, når æblernes høstes, ”Høstfest”, når kornet er bragt i hus og flere andre arrangementer. Desuden er der gratis rundvisninger sommeren igennem.

Læs mere her: www.hogdal.dk