Silkeborgcom's Blog


Silkeborg – cyklernes by
11/07/2013, 13:57
Filed under: Silkeborg

1-1

Silkeborg er kendt som ”bilernes by”. Men det er mindst lige så meget ”cyklernes by”. For over alt i området finder du gode cykelruter – og mange af dem går igennem smukke og varierede naturområder. Det skyldes bl.a., at Silkeborg engang faktisk også var ”jernbanernes by”. Du kunne køre med tog fra Silkeborg og ud i alle verdenshjørner. Men efterhånden som bilismen vandt frem blev mange jernbaner nedlagt. Det viste sig, på længere sigt, at komme cyklisterne til gode. For en stribe af de nedlagte jernbaner er nu blevet omdannet til cykelstier.

Som cyklist kan du med fordel køre på ”bane-stierne”. Dels er der ikke nogen biltrafik og dels har de tidligere jernbanestrækninger den fordel, at alvorlige stigninger er jævnet ud, sådan at du undgår at skulle op af stejle bakker.

2

Silkeborg-Horsens-jernbanen blev lukket i 1968 og omdannet til natursti. Dog minus ca. 5 km. mellem Vrads og Bryrup, hvor der stadig kører veterantog på de gamle skinner. Men ellers kan du cykle på resten af strækningen, der oven i købet er blevet asfalteret.

Turen fra Silkeborg til Horsens går gennem en del af ”Det Midtjyske Søhøjland”, der er noget af det mest varierede natur i Danmark. Du passerer skove, søer og store hedearealer – og over smukke ådale. Undervejs på turen kører du bl.a. tværs over Salten Ådal på det, der i sin tid var Danmarks længste jernbanedæmning. Lige nord for den kører du igennem Danmarks længste jernbane-gennemskæring, hvor jernbanearbejdere i sin tid, med skovl og trillebør, måtte grave en lang slugt for at føre jernbanen ned til ådalen.

Lidt sydligere, ved Træden Skov før Vestbirk, passerer du over en begravet bro. Her førte Nordeuropas højeste gitterbro i sin tid jernbanen over Gudenåen. Da banen i 1929 blev ombygget fra smalsporet til normalsporet valgte man – i stedet for at udvide broen – helt bogstavelig talt at begrave den i en dæmning over åen.  Men broen står der altså stadigvæk – inde i dæmningen.

3-1

Fra Silkeborg gik indtil 1971 – både mod nordøst og sydvest – ”Den Skæve Bane”. Banen strakte sig tværs ned gennem Jylland fra Randers og ned til Esbjerg. Strækningen nordøst på ,mellem Silkeborg og Laurbjerg, er ad flere omgange blevet omdannet til natursti. I dag er hele strækningen asfalteret. Undervejs, på vej ud af Silkeborg, kører du bl.a. igennem den fredede Gudenådal og videre gennem den mindst lige så smukke Gjern Ådal. Nord for Laurbjerg fortsætter ruten til Langå og videre på den sidste etape op mod Randers. Her går ruten på et stykke af turen på den gamle træksti langs med Gudenåen, hvor pramdragere i slutningen af 1800-tallet trak store pramme med fragt fra Randers og op ad Gudenåen mod Silkeborg.

Fra Silkeborg går ”Den Skæve Bane” også i den modsatte retning mod sydvest. Her er strækningen fra Funder til Grindsted i dag omdannet til natursti. Fra Funder Station går den første etape mod vest igennem den smukke smeltevandsdal Funder Ådal. Siden drejer den, via en sidedal, mod syd mod Hjøllund og videre mod Grindsted.

4

Sidste skud på stammen af cykelstier på nedlagte jernbaner er strækningen Silkeborg-Lemming på den gamle Silkeborg-Kjellerup-Rødkærsbro jernbane. Jernbanen lukkede i 1968 og sporarealet fik så lov til at stå i mange år, så det efterhånden groede til flere steder. Kun en lille del af strækningen mellem Øster Bording og Skægkær, blev udlagt til sti. Men nu er hele strækningen mellem Silkeborg og Lemming blevet asfalteret, og du kan cykel en tur gennem et typisk østjysk landbrugsland med små landsbyer undervejs. Stien stopper indtil videre ved Lemming. Herfra kan du evt. fortsætte på offentlig vej og køre rundt om den smukke Hinge Sø, før turen går tilbage til Silkeborg igen.

Reklamer