Silkeborgcom's Blog


Asger Jorns 100-års dag fejres med fodbold
30/01/2012, 11:22
Filed under: Attraktioner, Silkeborg

Fodbold er noget, som 2 hold spiller mod hinanden på en 4-kantet bane, hvor der er 2 mål – et i hver sin ende af banen.
Eller er det nu det — ?

På Museum Jorn i Silkeborg er de lige nu ved at anlægge en 6-kantet bane med 3 mål.

Idéen stammer fra maleren Asger Jorn, der opfandt ”triolektisk fodbold”, som han kaldte det. Jorn havde en idé om, at 3 hold kunne spille mod hinanden i hver kamp. Som i ”almindelig” fodbold gælder det om at score flest mål. Men nu har spillerne pludselig 2 forskellige mål at score i.

Egentlig så var Jorns særprægede idé vist nok mest ment som en måde til at illustrere, at man ikke nødvendigvis altid behøver, at tage al ting for givet, og acceptere tingene som de er, men at der faktisk kan komme noget spændende ud af at prøve at tænke i nye baner.

Men den spanske fodboldklub Atlethico Bilbao har prøvet at taget Jorn tanker helt bogstavelige. Klubben har planer om at arrangere en stor turnering, hvor 3 hold af gangen spiller mod hinanden. Initiativet er blevet til i samarbejde med Museum Jorn i Silkeborg. Og her har man faktisk planer om selv at forsøge sig som fodbold-arrangør.

Den direkte anledning er fejringen af Asger Jorns 100-års dag i 2014. Allerede nu er entreprenører i fuld gang med at anlægge en 6-kantet fodboldbane ved museet. Her er det så planen, at der skal afvikles turneringer i denne specielle form for fodbold.

Endnu mangler man dog en lille detalje: For der findes nemlig ingen regler for spillet. Selvom der er tale om fodbold, så adskiller det sig jo unægtelig en smule for det originale spil. På museet i Silkeborg håber museums-direktør Jacob Thage dog, at Atlethico Bilbao vil være behjælpelig med at udvikle nogen faste rammer omkring spillets afvikling, så det hele ikke ende i kaos.

Men hvilken slags fodbold bliver det så, når der pludselig skal spilles til 3 mål ? Ja, Asger Jorn selv var nu ikke overbevist om, at det ville blive vældig interessant for deltagerne. Ifølge Jorn, så vil den nye mulighed med at kunne score på 2 mål nemlig betyde, at holdene vil bruge de fleste kræfter på at forsvare deres eget mål i stedet for at angribe mod modstandernes. ”Det vil overhovedet ikke blive noget spændende spil” skrev Jorn i sin bog ”Naturens orden” fra 1961.

Om Jorn får ret i sin pessimisme, det bliver der snart selv mulighed for at konstatere, når Museum Jorns nyanlagte 6-kantede fodboldbane med 3 mål tages i brug.
Det er bl.a. meningen at arrangerer en stor fodboldturnering i anledning af 100-året for Asger Jorns fødsel i 2014. Og det er da en usædvanlig måde, at fejre en kunstmaler på.



Silkeborgs gamle rådhus bliver hele byens hus – igen
06/01/2012, 15:06
Filed under: Attraktioner, Silkeborg

Husets ligger centralt – lige midt på Torvet i Silkeborgs centrum. Engang var det rådhus for alle byens borgere. Efter at have stået tomt i flere år, bliver det nu snart hele byens hus igen – ikke alene for silkeborgenserne, men også for alle de gæster, der kommer hertil.

Det gamle rådhus på Torvet er en fin og statelig bygning. Den ser imponerende ud, og man er ikke i tvivl om, at herinde har der foregået noget vigtigt.
Det var også meningen, da huset blev opført i 1857. Det skulle udstråle respekt og autoritet.
Rådhuset blev opført i den såkaldte “Rosenborg-stil” – opkaldt efter Rosenborg Slot i København  – med både tårn og spir og et rigtigt rådhusur. Så ingen kunne være i tvivl om, at det her ikke bare var en samling ligegyldige kontorer.
Indvendigt blev byrådssalen dekoreret med vægmalerier, der fortæller om Silkeborgs historie og mange smukke bygningsdetaljer.

Samtidig var bygningen også lidt af et statusbyggeri for en ung og driftig by, der var stolt af sig selv og sin initiativrigdom. Silkeborg blev grundlagt i 1844 med etableringen af Silkeborg Papirfabrik. To år senere fik byen status som kongelig priviligeret handelsplads. I 1854 blev Silkeborg selvstændig retskreds og året efter selvstændig kommune. Der var med andre ord tale om en by med udvikling i – og den skulle selvfølgelig også have et flot rådhus.

Arkitekten var lokal og hed H.C. Zeltner. Foruden en række markante bygninger i Silkeborg, tegnede han også bl.a. rådhusene i Horsens og Skanderborg.

Foruden rådhus, fungerede bygningen på Torvet også som dom- og arresthus. Så der blev bl.a. indrettet celler til at huse folk, der skulle bag lås og slå.

Efterhånden voksede den kommunale administration, så det blev nødvendigt at udvide rådhuset. Det skete i 1924 med en udbygning på bagsiden af huset.

Imidlertid fortsatte antallet af kommunalt ansatte støt med at vokse, og stadigt flere kommunale kontorer måtte placeres udenfor rådhuset.
I forbindelse med den første store kommunesammenlægning i 1970 blev der derfor bygget et helt nyt rådhus i Silkeborg på Søvej ud mod Silkeborg Langsø. Bygningen på Torvet fortsatte dog med at være hjemsted for byrådet, indtil en ny byrådssal blev indrettet i det nye rådhus i midten af 1970’erne.

Det gamle rådhus blev herefter omdannet til domhus, hvor byretten i Silkeborg holdt til, indtil retsreformen i 2007, hvor Silkeborg ophørte med at være en selvstændig retskreds.

Siden har huset stået tomt. Det vil sige – lige nu er det faktisk fuldt af håndværkere, der er i gang med en gennemgribende renovering. For det er planen at rådhuset fra næste efterår igen får en central betydning i byen. Her kommer det til at rumme byens turisbureau, den kommunale erhvervsorganisation, city- og handelstandsforeningen og sekretariatet for Riverboat Jazz Festivalen

Så det bliver et hus med liv i – indrettet i de mest moderne omgivelser, men med respekt for den gamle smukke bygning. For den blev fredet i 1978 og er i øvrigt en af de få fredede bygninger i Silkeborg.



Spørg om Silkeborg
06/01/2012, 14:56
Filed under: Spørg om Silkeborg

SPØRGSMÅL:

Hej! Vi er en 10 personer der hvert år har en forlænget weekend, i år er det mig der skal planlægge turen, det er altid juni måned, kan i være mig behjælpelig med, hvad der er i området, vi mødes altid fredag eftemidag og slutter søndag efter morgenmad,jeg er meget intereseret i, om der er cykelruter, måske om der kan sejles med hjejlen, og om der kan nydes en frokost, måske der er overnatnig i Silkeborg.

Venlig hilsen

Irene Jørgensen
Buen 4
9760 Vrå

SVAR:

Hej Irene

Der er heldigvis masser af muligheder for at få en fornøjelig og oplevelsesrig weekend i Silkeborg.

Dampskibet Hjejlen sejler til Himmelbjerget om lørdagen med afgang fra havnen i Silkeborg kl. 10 og 12.
Se i øvrigt sejlplanen på Hjejleselskabets hjemmeside: www.hjejlen.com.

I kan evt. kombinere turen til Himmelbjerget med en frokost på Hotel Julsø (www.hotel-julso.dk) , der ligger ved foden af Himmelbjerget, lige der hvor Hjejlen lægger til.
Men ellers er der rigtig mange gode muligheder for at spise en lækker frokost, f.eks. på en af byens mange caféer (læs mere her: http://www.silkeborg.com/danmark/da-dk/menu/turist/i-byen/cafeerbarerognatteliv/cafeer-silkeborg.htm) eller på en hyggelig restaurant: (læs her: http://www.silkeborg.com/danmark/da-dk/menu/turist/i-byen/restauranter/restaurant-silkeborg.htm) Der er mange gode muligheder at vælge imellem – jeg kunne f.eks. foreslå Cafe Evald (www.cafe-evald.dk), der ligger lige ud til Gudenåen, eller Café 1. række (www.cafe1raekke.dk), der ligger med udsigt til Silkeborg Havn.
   
Silkeborg-området byder ellers på mange spændende attraktioner. F.eks. Museum Jorn (www.museumjorn.dk) med en stor samling af den verdensberømte maler Asger Jorns værker, Silkeborg Museum (www.silkeborgmuseum.dk) med Tollundmanden, det 2.400 år gamle utroligt velbevarede moselig, KunstCentret Silkeborg Bad (www.silkeborgbad.dk), et stort kunstcenter med skiftende udstillinger, beliggende i utroligt smukke omgivelser på et tidligere kurbad, eller AQUA Akvarium og Dyrepark (www.visitaqua.dk) med oddere, bævere, vaskebjørne, storke – ja, næsten alle de dyr, fugle og fisk, der lever i eller ved de danske søer og åer.

Den smukke natur omkring Silkeborg gør også området ideelt til cykelture. Vi har samlet en stribe af de mest populære, som du kan læse mere om her: http://www.silkeborg.com/danmark/da-dk/menu/turist/aktiv-ferie/cykelferie/cykelruter-i-silkeborg-og-omegn.htm

Naturligvis er der også alle former for overnatningsmuligheder: Hoteller, feriecentre, Bed & Breakfast, vandrehjem m.m.
Du kan orientere dig om alle de muligheder der findes, hvis du kigger indenfor på vore hjemmeside: www.silkeborg.com, og vælger menupunktet “Overnatning” i den blå menulinie øverst på siden.

Jeg håber, at I får en rigtig god weekend i Silkeborg.

Venlig hilsen

Lars Christensen
TurismeSilkeborg