Silkeborgcom's Blog


Ildfestregatta i Silkeborg – en fest ud over det sædvanlige
12/08/2011, 16:12
Filed under: Silkeborg

Ildfestregattaen er en meget speciel ting, som man vist nok ikke ser andre steder i landet end i Silkeborg. En kombination af storslået fyrværkeri – 4 aftener i træk – en byfest, med musik og tivoli og sejlads med Hjejle-flåden op ad Gudenåen, hvor alle huse på bredden af den del af åen, der flyder igennem Silkeborg er illumineret med tusindvis af kulørte lamper.

Regattaen, der holdes hvert 3. år – i år er det d. 17.-20. august, trækker traditionelt skønsmæssigt omkring 3-400.000 mennesker til Silkeborg. Og som navnet antyder, så er begivenheden bygget om to vigtige ting: En ildfest og en regatta.

Ildfesten består af affyring af raketter og sole og krudt for omkring 1 mill. kr. Det hele fordeles over 4 dage – eller rettere aftener – hvor 4 forskellige fyrværkerifirmaer viser det bedste de har lært. De seneste regattaer har dannet rammen om finalen i DM i fyrværkeri. Og således bliver det også denne gang, hvor de 3 finalister konkurrerer onsdag, torsdag og fredag og hvor vinderen af det forrige DM, Fyrværkerigården i Vejle, så slutter af om lørdag, hvor de får mulighed for at vise, at de stadig er blandt de bedste i landet.

Det andet vigtige element er regattaen. En regatta er jo traditionelt noget med skibe, og i Silkeborg er det hele Hjejleflåde, med dampskibet Hjejlen i spidsen, der om aftenen sejler op ad Gudenåen, hvor husene langs åen er pyntet med tusinder af kulørte lamper. I anledning af Hjejlens 150-års jubilæum får flåden i år følgeskab af 4 mindre dampbåde, der tøffer med op ad åen.

Men ellers byder Regattaen masser af underholdning af den slags der hører enhver god byfest til, i form af en stribe koncerter med kendte navne som Danser Med Drenge og Tamra Rosanes og det uundværlige Dahlgårds Tivoli.

Ud over de traditionelle elementer, er det karakteristisk for regattaen, at hver enkelt af slagsen har budt på en nyhed. En attraktion lidt ud over det sædvanlige. Nyheden denne gang hedder Dinner in the Sky – en usædvanlig spiseoplevelse, hvor et veldækket bord med gæster, bliver hejst op i 50 meters højde, og hvor middagen så indtages med frit udsyn til hele Silkeborg Midtby.

Du kan læse meget mere om Ildfestregattaen og få et godt overblik over bl.a. spisesteder og overnatningsmuligheder i Silkeborg, hvis du downloader Silkeborg Turistbureaus nye app. til din iPhone.
Læs mere om den her: http://itunes.apple.com/app/turisme-silkeborg/id453826917?mt=8


Skriv en kommentar so far
Skriv en kommentar



Skriv en kommentar