Silkeborgcom's Blog


Frivillige bag jernbane-succes ved Silkeborg
14/12/2010, 11:19
Filed under: Attraktioner, Silkeborg

Takket være en stor indsats fra en flok ihærdige jernbaneentusiaster, er det ikke alene lykkedes at bevare et spændende stykke midtjysk jernbanehistorie. Det er også lykkedes for folkene bag Veteranbanen Bryrup-Vrads, at gøre den til en usædvanlig publikumssucces.

Veteranbanen åbnede i 1969. Men dens historie er i virkeligheden meget ældre.

Det hele startede i 1899, hvor der blev anlagt en smalsporet jernbane imellem Horsens og Bryrup. Banen var så stor en succes, at den i 1929 dels blev udbygget til normal sporvidde, så der kunne køre større tog, og dels blev ført fra Bryrup frem til Silkeborg.

Herefter blev der, frem til 1968 fragtet gods og passagerer på banen, først med damptog siden med motorvogne, og i de sidste år, med de karakteristiske røde skinnebusser.

Men som så mange andre små privatbaner, så blev Horsens-Bryrup-Silkeborg jernbanen stille og roligt udkonkurreret af rutebiler, og især i løbet af 60’erne af den stigende privatbilisme.

Det var ellers ikke fordi, at jernbanen ikke kæmpede til det sidste for at skaffe kunder. Der blev forsøgt med både restaurationstog og med juletræstog – men lige lidt hjalp det. Kundegrundlaget var simpelthen ikke stort nok til at gøre en fortsat banedrift rentabel.

Så d. 30 marts 1968 kørte det sidste tog fra Horsens til Silkeborg.

Men samtidig med at banen blev nedlagt, opstod der et lokalt ønske om at bevare en del af strækningen som veteranbane.

Og takket være lokale initiativrige kræfter, så lykkedes det et nyoprettet privatbaneselskab at erhverve både tog, togvogne, en station – nemlig den i Vrads – og så, sidst men ikke mindst, skinnerne på strækningen mellem Bryrup og Vrads.

Så d. 26. april 1969 kørte der igen tog her. Og det har der gjort siden, hver sommer.

Veteranbanen Bryrup-Vrads transporterer i dag omkring 35.000 passagerer om året, der kører både med damptog, motorvogne og skinnebusser. Og det kræver naturligvis en omfattende indsats at holde det gamle materiel kørende. Heldigvis har banen en stor stab af frivillige, der året igennem mødes hver torsdag aften for at vedligeholde materiellet og sætte det i køredygtig stand.

Det er også frivillige, der står for driften i sommermånederne, hvor der køres med damptog i weekenderne i højsæsonen, og i december måned, hvor den gamle tradition fra den oprindelige Horsens-Bryrup-Silkeborg jernbane med juletræstog, stadig holdes i hævd.

Advertisements

Skriv en kommentar so far
Skriv en kommentar



Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s



%d bloggers like this: