Silkeborgcom's Blog


Dronningen med når Hjejlen fejrer 150-års jubilæum
21/12/2010, 11:37
Filed under: Attraktioner, Silkeborg

Den 24. juni 2011 fylder dampskibet Hjejlen 150 år. Det gamle skib sejler hver sommer i fast rutefart mellem Silkeborg og Himmelbjerget. Fødselsdagen markeres med en sejltur med Dronning Margrethe ombord.

Hjejlens historie daterer sig tilbage til 1861. En forsamling af Silkeborgs borgere med papirfabrikant Michael Drewsen i spidsen, havde allerede på det tidspunkt set perspektiverne i den spirende turisme i det naturskønne område ved Silkeborg søerne. Så de tog initiativ til at bestille et dampskib hos Baumgarten & Burmeisters Skibsbyggeri i København (det senere B&W).

Det færdigbyggede skib sejlede efter stabelafløbningen fra København og over Kattegat til Randers, hvor det fortsatte op ad Gudenåen, der den gang var farbar helt til Silkeborg. Ca. midtvejs mellem Randers og Silkeborg stødte Hjejlen dog på grund – der var simpelthen for lidt vand i åen. Så man måtte tømme skibet for dets last af kul og kedlen for vand, for at gøre det lettere. Herefter blev Hjejlen så trukket det sidste stykke til Silkeborg med heste.

Vel ankommet til Silkeborg skulle Hjejlen imidlertid over en sidste hurdle: Opstemningen af åen ved Silkeborg Papirfabrik. Problemet blev dog klaret ved at Michael Drewsen udkommanderede en større flok papirarbejdere, der fik ordre på at trække dampskibet over opstemningen på ruller. Imidlertid var det lige ved at blive forhindret af den højeste politimyndighed i byen, birkedommer Drechsel. Han ville ikke have vejen, der gik på opstemningen, spærret af et skib. For netop den dag var der marked i Silkeborg, og der var stor trafik af folk, der skulle ind til markedet. Så han forsøgte at standse det hele ved at sige: ”I lovens navn forbyder jeg dette forehavende”. Men Drewsen, der ikke var typen, der tog sig af den slags detaljer, svarede blot: ”I Kongens og mit navn, så fortsætter vi” – Og det gjorde de, og Hjejlen blev halet over i Silkeborg Havn.

Den officielle indvielse fandt sted den 24. juni 1861, med en sejlads, hvor bl.a. kong Frederik 7. og hans kone Grevinde Danner var ombord. Kongen var en god ven af Michael Drewsen. De to sås ofte, når Drewsen var i København for at passe sit hverv som medlem af Rigsdagen. Så det var nemt at overtale regenten til at være med på den første sejltur på Silkeborg Søerne.
Så når Dronning Margrethe d. 24. juni går ombord på Hjejlen, fortsætter hun altså en tradition med kongelig tilstedeværelse ved officielle sejladser.

Siden 1861 har Hjejlen hver sommer sejlet Silkeborg Søerne tynde, sammen med de øvrige Hjejlebåde. Faktisk er Hjejleflåden efterhånden vokset til 7 skibe, der tilsammen fragter omkring 155.000 passagerer om året. Desuden står Hjejleselskabet, der ejer bådene, nu også for trafikken mellem Ry og Himmelbjerget, hvor yderligere to både sejler hver sommer.

Ud over rutesejladsen til Himmelbjerget, er det også muligt at leje en Hjejlebåd til specielle arrangementer, f.eks. en firmaudflugt, eller en bryllupsmiddag på Silkeborg Søerne. Og det behøver ikke kun, at være i sommersæsonen. For med indkøbet af den nyeste Hjejlebåd, ”Mågen”, er det blevet muligt at sejle året rundt, så længe der er isfrit på søerne.

Reklamer


Frivillige bag jernbane-succes ved Silkeborg
14/12/2010, 11:19
Filed under: Attraktioner, Silkeborg

Takket være en stor indsats fra en flok ihærdige jernbaneentusiaster, er det ikke alene lykkedes at bevare et spændende stykke midtjysk jernbanehistorie. Det er også lykkedes for folkene bag Veteranbanen Bryrup-Vrads, at gøre den til en usædvanlig publikumssucces.

Veteranbanen åbnede i 1969. Men dens historie er i virkeligheden meget ældre.

Det hele startede i 1899, hvor der blev anlagt en smalsporet jernbane imellem Horsens og Bryrup. Banen var så stor en succes, at den i 1929 dels blev udbygget til normal sporvidde, så der kunne køre større tog, og dels blev ført fra Bryrup frem til Silkeborg.

Herefter blev der, frem til 1968 fragtet gods og passagerer på banen, først med damptog siden med motorvogne, og i de sidste år, med de karakteristiske røde skinnebusser.

Men som så mange andre små privatbaner, så blev Horsens-Bryrup-Silkeborg jernbanen stille og roligt udkonkurreret af rutebiler, og især i løbet af 60’erne af den stigende privatbilisme.

Det var ellers ikke fordi, at jernbanen ikke kæmpede til det sidste for at skaffe kunder. Der blev forsøgt med både restaurationstog og med juletræstog – men lige lidt hjalp det. Kundegrundlaget var simpelthen ikke stort nok til at gøre en fortsat banedrift rentabel.

Så d. 30 marts 1968 kørte det sidste tog fra Horsens til Silkeborg.

Men samtidig med at banen blev nedlagt, opstod der et lokalt ønske om at bevare en del af strækningen som veteranbane.

Og takket være lokale initiativrige kræfter, så lykkedes det et nyoprettet privatbaneselskab at erhverve både tog, togvogne, en station – nemlig den i Vrads – og så, sidst men ikke mindst, skinnerne på strækningen mellem Bryrup og Vrads.

Så d. 26. april 1969 kørte der igen tog her. Og det har der gjort siden, hver sommer.

Veteranbanen Bryrup-Vrads transporterer i dag omkring 35.000 passagerer om året, der kører både med damptog, motorvogne og skinnebusser. Og det kræver naturligvis en omfattende indsats at holde det gamle materiel kørende. Heldigvis har banen en stor stab af frivillige, der året igennem mødes hver torsdag aften for at vedligeholde materiellet og sætte det i køredygtig stand.

Det er også frivillige, der står for driften i sommermånederne, hvor der køres med damptog i weekenderne i højsæsonen, og i december måned, hvor den gamle tradition fra den oprindelige Horsens-Bryrup-Silkeborg jernbane med juletræstog, stadig holdes i hævd.



Sorring lertøj – en gammel, men stadig levende tradition
07/12/2010, 13:13
Filed under: Attraktioner

I Sorring ligger et lerværksted, som har ligget der i mere end 200 år. I løbet af de mange år har ikke mindre end otte generationer haft deres levebrød fra dette værksted. Alligevel ser stedet ud som altid og produkterne er stort set uforandrede.

Drejebænkene snurrer bare man trykker på en knap og de to store ovne hiver sin energi ud af elledningerne, men bortset fra denne elektrificering er der ikke den store modernisering at spore i værkstedet. De store dejfade og barselspotterne ligner dem, som vore bedstemødre og oldemødre æltede dej i og fik bragt mad i til barselssengen. Brædderne, som lertøjet står til tørre på, har været de samme i mands minde ligesom arbejdsmetoderne. Et værksted, der kunne være hevet ud af et museum, men som ikke desto mindre er en velfungerende moderne virksomhed, som har svært ved at følge med efterspørgslen.

Traditionerne lever
Berit Kristiansen overtog sammen med sin mand, Lars, i 2000 foretagendet fra sin mor og far, Tut og Hartmann. Tut, som egentlig hedder Anne Marie, men som alle kalder Tut, overtog det fra sin far i 1975 under nogen nervøsitet. Kunne en kvinde nu også klare sig i et så udpræget mandefag som pottemagerfaget? Alle bekymringer blev gjort til skamme, da Tut og hendes mand med sikker hånd førte virksomheden og traditionerne videre. I dag står Berit lige så sikkert ved roret, som det selvfølgeligste i verden. Der er ikke den mindste pligtfølelse at spore hos Berit. Hun er ikke ved roret af pligt, men af lyst og gør så ellers ikke noget stort nummer ud af, at hun er den ottende i rækken.
”Det skal bare være her – det er en tradition”, siger hun om stedet, og så er der ikke mere snak om det.

Stigende efterspørgsel
Berit og Lars har åbnet en forretning, hvor hendes bedstefar, Knud ”Pottemager” Jensen, i sin tid boede. De gamle stuer bugner i dag af lertøj – fade, tallerkner, krus, barselspotter, vaser og meget mere. Stilen er med få undtagelser den samme, som den har været i årtier. Enkle mønstre på blå eller beige farver. Butikken åbnede i 2002 og har vist sig at være en succes. Mange mennesker lægger vejen forbi, fordi de har hørt om stedet og produkterne. Private og store busselskaber ser på stedet og varerne og går gerne derfra med noget under armen. Nogle får også lov, at stikke hovedet ind i fabrikken, hvor leret tager form til diverse produkter.
Det er ikke store beløb der figurerer i budgettet til markedsføring, for de traditionelle produkter og det traditionelle værksted bærer reklamen i sig selv.
”Vi har faktisk svært ved at følge med efterspørgslen”, forklarer Berit, skønt de er syv mand ansat på værkstedet. Lars peger på hylderne på lageret, som er fyldt med alt andet end lertøj. Tingene ryger ud af huset, inden de når at tage plads på lagerhylderne.
Selv om udvalget er meget traditionelt, er flere og flere unge mennesker interesserede i produkterne, fortæller Berit. Stedet oplever også, at flere besøgende bliver sendt dertil fra isenkræmmere, som ikke mere kan levere de varer, man stadig kan få i Sorring; for eksempel de store dejfade. 

Leret tager form
I værkstedet tager leret form i hænderne på pottemagerne. Drejebænkene snurrer og ud af ingenting står der lynhurtigt en fin skål. De store fade og tallerkner bliver lavet i forme. Der er i bogstaveligste forstand tale om håndværk. Hver en lille genstand går igennem menneskehænder adskillige gange fra lerklump til færdigt produkt. Det skal formes, tørres, rettes til, vendes, males, forbrændes, lakeres og brændes igen. Ingen af processerne kan gøres hurtigere, fordi leret er et materiale, der kræver tid. Fremskyndes processen sprænger produkterne. Alligevel er nogle ting blevet hurtigere. De moderne ovne varmes hurtigt op og brænder to og tre gange om ugen. I gamle dage brændte den store oven kun to, tre gange om året. Til gengæld udløste det en mindre fest.
Over alt oppe under loftet står der halvfærdige produkter, som står på deres brædder for at tørre. I den proces svinder de 10 procent i størrelse. På grund af de mange brædder med lertøj på, ser loftet ud til at være meget lavt. Her dufter af ler, og var det ikke fordi mobiltelefonen flittigt ringer, kunne man være trådt lige ind i fortiden.
Lertøj adskiller sig fra porcelæn på den måde, at det ikke er glaseret over det hele. I Sorring Lervarefabrik farver de lervarerne med lerfarve, hvorefter de bliver delvist glaseret.

I tidernes morgen
Allerede fra år cirka 1700 var der pottemagere i Sorring, kulminerende i 1870 med 70 mestre, 135 svende og et ukendt antal lærlinge. Det var en meget stor procentdel af landsbyens indbyggere, og på landsplan udgjorde de 40 procent af alle landets pottemagere. Egnen omkring Sorring har været landets største center for pottemageri, fordi der har været store forekomster af ler i området.
Derfor var byen tydeligt præget af erhvervet, med små værksteder overalt. I dag er der kun Berit og Lars’ lerværksted tilbage.
Omkring år 1900 fik lertøjet skarp konkurrence af porcelæn, der i modsætning til lertøj er helt dækket af glasur, og i det 21. århundred tager keramikfaget også kampen op, men det mærkes ikke så meget i Sorring.

Historiens gang har ikke ændret meget på lerværkstedet, som dog har haft besøg af historiens vingesus. Den verdenskendte maler Asger Jorn fik i 50’erne lavet forskelligt lertøj på værkstedet. Berits bedstefar formede værkerne, og Jorn malede dem. Det var ikke fordi Jorns værker imponerede bedstefaderen, og Berit lægger heller ikke skjul på, at Jorns kunststil aldrig bliver mere end en parentes i værkstedets produktion.

Til gengæld udviklede der sig i 70’erne et marked for salg af ler og dertil hørende produkter. Lars står i dag for en omfattende handel med ikke mindre end 46 forskellige slags ler til skoler, højskoler, keramikere og flere andre og han erkender, at dette salg ubetinget er det mest lukrative for virksomheden. Til gengæld er der ingen tvivl om, at det er i produktionen af lervarerne Berit finder glæde ved sit arbejde, og hvor hun får lov at udfolde sine kreative sider. Derfor vil Sorring Lervarefabrik fortsætte med at lave fade, krukker og potter, som de altid har gjort, så længe Berit og Lars står ved roret.