Silkeborgcom's Blog


Silkeborg Kirke – en smuk kirke i en ung by
05/11/2010, 15:14
Filed under: Attraktioner, Silkeborg

Midt i hjertet af Silkeborg ligger byens kirke og knejser stolt med sit tårn. Fra tårnet lyder fem gange dagligt små musikstykker og jævnligt genlyder kirkerummet af sang og musik.

Silkeborg Kirke har altid været et aktiv omdrejningspunkt i byen. Ud over de traditionelle kirkelige handlinger lægger bygningen også hus til adskillige musikarrangementer og koncerter. På den måde er den en integreret del af byen – en del man ikke kan forestille sig ikke var der.

Ikke desto mindre er kirken forholdsvis ny og det var først efter flere års indsamling, der blev penge til at opføre en kirke i Silkeborg. Med til historien hører, at Silkeborg er en ung by, som i midten af 1800 tallet kun talte ganske få indbyggere. Derfor hørte de til kirken i Linå, men der var upraktisk langt dertil, så da byen voksede i takt med papirfabrikkens vækst, voksede der også et ønske om at opføre en kirke i byen. Godt nok indrettede man en kirkesal i Hovedgården (i dag Silkeborg Museum) med den kendte forfatter H.C. Hostrup som præst, men en rigtig kirke kom på tegnebrættet, og i 1877 stod kirken klar til stor indvielse.

Arkitektonisk stod den københavnske arkitekt Sibbern bag kirken, men mange andre stod bag realiseringen af den. Flere lokale spidser bakkede op bag indsamlingen til byggeriet, så det sammen med diverse udenbys givere lykkedes at indsamle de 81.870,73 kroner, som byggeriet beløb sig til. For at kunne bygge for det beløb måtte der spares, så kirkegængerne måtte især om vinteren klæde sig godt på, for at kunne holde varmen. Kirken er bygget i romansk stil, og det er en korskirke med et tårn, der strækker sig 37 meter op mod himlen. Stenene er røde og taget blev lagt i sort skiffer.

Indvendig er kirken enkel med rene linier, men med tiden er der kommet flere ting til. For eksempel skænkede murermester Chr. Nielsen to glasmosaikker (Sædemanden og Den gode hyrde) til koret i 1914 og byens kendte skoleleder Theodora Lang donerede senere et trækrucifiks. Oprindeligt stod der på alteret en kopi af Thorvaldsens Kristusfigur, men ved en større restaurering i 1941-43 blev den skiftet ud med et guldbelagt krucifiks flankeret af Jomfru Marie og apostlen Johannes. Desuden står der i mindre udgave et trærelief med de tolv disciple for foden af Jesus. Kunstneren bag er Gunnar Hansen. 

 I 1936 fik kirken en anden døbefont. Them kirke havde på et tidspunkt skiftet deres ud, og den gamle fandt efter nogen tid i skammekrogen sin plads i Silkeborg kirke. Der er tale om en smuk middelalderlig granitfont, som har fundet hvile på en massiv bronzesokkel. I modsætning til praksis i de fleste kirker, har denne døbefont ikke noget dåbsfad, så der er god plads til meget dåbsvand.

At den silkeborgensiske menighed er handlekraftig og initiativrig var ikke blot tilfældet da kirken skulle bygges i 1877. Da kirken senere trængte til en kærlig restaurering samledes der igen ind, og arkitekt Lønborg Jensen fik i 1941 til opgave at forskønne kirken indvendig. Opgaven var stor og omfattede bl.a. en ombygning så kirken fik hvælvinger. Prædikestolen blev forsynet med skriftord og fordi restaureringen foregik i besættelsesårene, hvor fædrelandsfølelsen var stærk, blev de forreste stolerækker samt orgelfacaden forsynet med kongeparrets – Christian den X og Alexandrine –  monogram. Resultatet af restaureringen og ombygningen blev et stort løft til kirken, som alle var meget begejstrede for ved genåbningen i 1943. Regningen lød på 275.000 kroner.

Udvendigt skete der i 1966 også forandringer. Tårnet blev forsynet med et ur og fik udskiftet sit skiffertag med ikke mindre end 10 tons kobberplader, som i dag lyser irgrønt op i bybilledet.

Grunden til at folk i Silkeborg i dag nyder godt af daglige musikstykker fra klokketårnet går tilbage til 1965. Dengang donerede en silkeborgenser, Arthur Jones, nemlig et klokkespil bestående af ikke mindre end 42 klokker støbt i et klokkestøberi i Holland. Få år efter i 1973 blev musikken suppleret af flere toner fra et nyt orgel, der istemmer med 43 stemmer.

Du finder kirken på Torvet midt i Silkeborg by. Normalt er kirken åben for besøgende i dagtimerne. Se opslag ved døren.

Se også: http://www.silkeborg-kirke.dk

Advertisements

Skriv en kommentar so far
Skriv en kommentar



Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s



%d bloggers like this: